Der, hvor musikken er…

 

 

 - en opgave om Ralph W. Emerson og Charles E. Ives

og deres indbyrdes relationer

 

 

 

 

 

 

 

Fri skriftlig hjemmeopgave i

Fælleshumanistisk Videnskabsteori F00

 

Lærer: Kirsten Andersen

 

Aflevering: 160600

 

Anders Østerby, årskortnr.: 971822

Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet
Indholdsfortegnelse

Indledning................................................................................................................................................................................. 3

Emerson....................................................................................................................................................................................... 4

Biografi.................................................................................................................................................................................. 4

Transcendentalisme..................................................................................................................................................... 5

Filosofi................................................................................................................................................................................... 6

Religion.................................................................................................................................................................................. 7

Samfund.................................................................................................................................................................................. 7

Litteratur................................................................................................................................................................................ 8

Sammenfattende.................................................................................................................................................................... 8

Ives.................................................................................................................................................................................................. 9

Biografi.................................................................................................................................................................................. 9

Musikken og tankerne.............................................................................................................................................. 10

Ørets grænser...................................................................................................................................................................... 10

Musikalske tanker på skrift.............................................................................................................................................. 11

Perspektivering............................................................................................................................................................. 13

Afslutning.............................................................................................................................................................................. 14

Litteratur............................................................................................................................................................................. 15


Indledning

          Jeg voksede op med tre ældre søskende, som jeg selvfølgelig så op til og beundrede. Jeg så deres livs løbebane folde sig ud, og jeg fandt den god og interessant. Alligevel foretog jeg mig nogle andre valg, end de havde gjort. Jeg ville være anderledes.

          Ralph Emerson og Charles Ives kunne ikke fornægte deres æstetiske og kulturelle rødder i det vestlige Europa, men det blev en livsopgave for dem, at bevæge sig væk fra disse rødder, at foretage nogle andre valg. De ønskede at skabe et selvstændigt kulturliv. Amerika var et forholdsvist ”nyt” land. Der var ingen kulturtradition. Emerson og Ives ønskede at være med til at skabe en amerikansk kultur, grundlagt af amerikanere.

          Jeg vil i denne opgave beskæftige mig med de tanker og idéer, som forfatteren og filosoffen Ralph W. Emerson fremførte i sin karriere og dernæst forsøge at beskrive komponisten Charles E. Ives’ forhold til Emerson og hans tanker.


Emerson

Biografi[1]

Ralph Waldo Emerson blev født i Boston, den 25. maj 1803. Overordnet kan man sige om ham, at han i sit liv førte en karriere som filosof og forfatter/digter. Således begyndte han allerede sin digtervirksomhed som 10-årig med digtet ”Fortus”. Derimod skulle han først omkring præste-embedet, inden han for alvor begyndte (forelæsnings- og udgivelsesmæssigt) at beskæftige sig med filosofien.

          Fra 1817 til 1821 gik han på Harvard College, og herefter han blev præst ved Unitar-kirken i Boston[2]. Ude af stand til at finde sig overens med enkelte af gudstjenestens elementer, forlod han dog i 1832 embedet og tog herefter til Europa.

          Efter sin hjemkomst begyndte Emerson på en forelæsnings-virksomhed, som skulle forsætte et halvt århundrede, og danne grundlaget for det, som vi i dag kan kigge tilbage på som Emersons filosofiske virksomhed. Efter hjemkomsten bosatte han sig, sammen med sin anden kone, i Concord, Massachusetts, som skulle blive hans egentlige ”hjemstavn” og stedet, hvor begrebet ”The Concord Transcendentalists” har sin rod. Concord transcendentalisterne var en lille gruppe af forfattere og andre intellektuelle[3] (mere eller mindre kendte), som delte Emersons ”transcendental-tanker”.[4] (Det var denne gruppe Charles Ives tog udgangspunkt i, da han lavede sin 2. klaversonate - Concord-sonaten[5]).

          Eftertiden har stillet spørgsmål ved, med hvor megen ret man kan kalde Emerson filosof. Herom skriver Russel Goodman:

”Emerson is no system-builder in the mould of Descartes, Kant or Hegel … his use of the essay form … corresponds to the radical epistemological and metaphysical openness of his thought.”[6]

 

Man kan altså sige, at filosofi praktiseret som de i citatet nævnte koryfæer, måske ikke direkte ville have være modstridende, men så i hvert fald passet dårligere til Emersons egne tanker og udtryksformer[7]. Således har han udtalt om sine egne tanker:

”I know better than to claim any completeness for my picture. I am a fragment and this is a fragment of me”[8]

 

          Emerson døde den 27. april 1882, 8 år efter Ives fødtes.

Transcendentalisme

          Begrebet ”transcendental” er i den moderne filosofi formuleret af Kant[9], og det var da også i hans tanker, Emerson og hans venner i Concord (New England) tog udgangspunkt. Der var dog store forskelle:

”With som truth it may be said that there never was such thing as Transcendentalism out of New England. In Germany and France there was a transcendental philosophy … but it never affected society in its organized institutions or practical interests. In old England, this philosophy influenced poetry and art, but left the daily existence of men and women untouched. But in New England, the ideas entertained by the foreign thinkers took root in the native soil and blossomed out in every form of social life”[10]

 

Folkene i Concord var altså sammen om, hvad man kunne kalde et ”transcendentalt samfund”[11]. De udførte - i modsætning til i Europa - filosofien i praksis, men altså uden fuldstændig at overtage Kants idéer. I stedet modificerede de (især Emerson) dem kraftigt. Skematisk opstillet overførte Emerson transcendentalismen til fire – for en kunstner-kreds – relevante og helt essentielle områder: filosofi, religion, samfund og litteratur[12].

Filosofi

Emersons transcendentalisme er som nævnt ikke en reel overtagelse af Kants formulering, men snarere et kludetæppe af sammensatte tanker.

”Emerson’s Transcendentalism derived from oriental mysticism, from Neoplatonic idealism, and from a diluted form of Kant’s philosophy … It included some religious and philosophical elements of mysticism, which were largely lacking in Kant. It included a monistisc idealism, which the Neoplatonists had grafted upon Platonism. And it blurred the sharp distinction between ’Pure Reason’ and ’Practical Reason’ which Kant had made.”[13]

 

Emersons transcendentalisme var altså en sammensætning af mystiske[14], en monistisk udgave af neoplatonisk idealisme[15] samt en udgave af Kants transcendentalisme, men med et sløret skel mellem de transcendentale betingelser og de empiriske.[16]

          Netop dette skel havde Kant kraftigt markeret, men hos Emerson forsvinder det mere og mere, og intuitionen (jf. note 16) bliver efterhånden til ”instinkt”. Dette fik mange til at trække en forbindelse til Emerson fra den europæiske romantik.[17] Dette tog Emerson og også Ives afstand fra[18], hvilket også hænger sammen med den selvstændighedsfølelse, som Emerson og især Ives var eksponent for[19].

          Problemet med at indføre ”instinkt” i stedet for ”intuition” var, bl.a. ifølge Charles Peirce, at ”the transcendental ’intuitions’ are considered as ’hypotheses’ – to be tested and corrected by later observation and experiment…”[20]. Instinktet er nærmere noget man accepterer ukritisk som den absolutte sandhed.

          Emersons transcendentale filosofi bliver derfor i dag ikke opfattet som ren filosofi, men snarere en sammenblanding mellem ” ’Reason’ and … ’myth’  [21]

Religion

En af de vigtigste grunde til, at Emersons filosofi bliver opfattet som ”uren” er, at den egentlig var en religion før den blev en filosofi.

”…the speculative basis of their faith was not the natural basis of the philosopher but the supernatural one of the believer”[22]

 

Emerson var som nævnt præst ved Unitar-kirken[23], og selvom

han forlod den på grund af nogle uenigheder, så var det her, han havde sin ”religiøse rod”, ligesom mange af de andre ”transcendentalister”. Reelt forlod han dog Unitarismens tanker bl.a. til fordel for den opfattelse, at det at leve med religion ikke behøver at betyde et liv i streng sømmelighed, nøgternhed og ædruelighed.

          Emersons religion var frem for alt det guddommelige i alle mennesker. Han så ikke Gud som en person, men havde nærmere en panteistisk opfattelse af ”gud”.

          I sit essay ”Nature” skriver Emerson således:

”I become a transparent eyeball; I am nothing, I see all; the currents of the Universal Being circulate through me; I am part or parcel of God.”[24]

Samfund

          Med en bevægelse der bygger på instinktet, og i det hele taget henvender sig til det enkelte individ[25], har der selvfølgelig ikke været tale om et gennemstruktureret samfund i traditionel forstand.

          Alligevel var der altså en større gruppe mennesker, som fulgte nogle idealer og principper. Disse tanker var alle samlet og formuleret af en lille intellektuel gruppe med Emerson i spidsen, der mødtes privat hos de forskellige medlemmer. Sammen skrev de til og udgav det lille blad ”The Dial” – og det indeholdt megen poesi bygget på de transcendentale tanker, men også enkelte ”håndgribelige” artikler om disse tanker overført på datidens politik.

          Det var og blev dog kun denne lille gruppe, der personificerede den amerikanske transcendentalisme, hvilket da også var helt i tråd med idealet om selvstændighed hos det enkelte individ. Således skrev Emerson i den første udgave af ”The Dial”:

”Those who share in it have no external organization, no badge, no creed, no name. They do not vote, or print[!], or even meet together. They do not know each other’s faces or names. They are united only in common love of truth …”[26]

Litteratur

          Det er i litteraturen, at den amerikanske transcendentalisme står stærkest og mest selvstændigt.

”Emerson and his associates used the abstract ideas of philosophy, the emotional faith of religion, and the forms of democratic society to create a literature that was new and challenging.

 

Det var dog først op i den sidste halvdel af 1900-tallet, at vigtigheden af transcendentalisterne som bidragydere til litteraturen blev ”opdaget”. Dette hænger bl.a. sammen med, at de (som nævnt) tidligere blev sammenlignet med og set i relation til Kant og europæiske romantik (uden direkte sammenhæng ml. disse to).

          Det var transcendentalisterne, der i høj grad skabte, hvad man ifølge Carpenter kan kalde for ”Den Amerikanske Renæssance”, fordi de med nye øjne behandlede de ideer, som det vestlige Europa var færdige med. I Emersons ”American Scholar” kan vi læse disse tanker næsten som et manifest. Et manifest der nærmest fremstår (som vi skal se senere) som en profeti af Charles Ives’ musik:

”We have listened too long to the courtly muses of Europe … We will walk on our own feet; we will work with our own hands; we will speak our own minds … A nation of men will for the first time exist, because each believes himself inspired by the Divine Soul which also inspires all men.”[27]

 

Sammenfattende

          Sammenfattende kan man sige, at det der hos Emerson kommer til at fremstå som det væsentligste, er ”løsrivelsen” fra Europa. Emerson var kraftigt medvirkende til grundlæggelsen og formningen af den amerikanske kultur, som den senere bl.a. blev personificeret af Ives og endnu senere komponisten John Cage gennem en søgen af egne veje i stedet for traditionen. Som sådan var han en kulturel foregangsmand.

          Denne uafhængighedstrang hænger således uløseligt sammen med hans transcendentale opfattelse af jeg’et. Hos Emerson er det menneskelige mål, at opleve/opnå ”… an original relation to the universe[28]. Dette mål nås ved, at mennesket genskaber sig selv ved at følge sin indre visdom. Den medfødte indre visdom, intuition, instinkt om man vil, er netop det transcendentale hos Emerson, og det er op til den enkelte at bedømme, hvad der er godt for en selv. Dette kommer bl.a. til udtryk i Emersons essay ”Self-reliance”.

Men hos Emerson er det transcendentale ikke noget, der dualistisk befinder sig i en anden substans end kroppen. Krop og sjæl er et[29], og alt er dermed trascendentalt[30]. Selvom selve begrebet, lidt fejlagtigt, antyder noget dualistisk, var det det Emerson kaldte ”altings fælles understrøm”[31]. Altså findes der ingen grænser I denne strøm flyder alt, og dermed også kunsten og inspirationen til denne.     

Ives

I det følgende jeg først lave et kortere rids over Charles Ives’ liv, og siden behandle hans musik-filosofiske tanker set i forhold til Emerson.

Biografi[32]

          Charles Edward Ives blev født den 20. oktober 1874. Han fik en grundig musikalsk opdragelse af faderen, som var uddannet efter den klassiske skole med kendskab til Bach og kontrapunkt, men som også (som Ives senere gjorde det) i tråd med Emersons ”self-reliance”[33] gik sine egne musikalske veje. Ives fortæller således om faderen:

”Father who led the singing, sometimes with his cornet … would always encourage the people to sing their own way … the fervour would at times throw the key higher …”[34]

 

          Med kendskab til ikke bare Bach, men også samtidig amerikansk musik, begyndte Ives allerede i de tidlige teenage-år at komponere og var i det hele taget meget musikalsk aktiv, bl.a. som organist.

          Fra 1894 til 1898 gik Ives på Yale, hvor han modtog musikundervisning af Horatio Parker, som Ives dog ikke var så begejstret for, da Ives ville nogle andre ting end den ”klassisk” skolede Parker ønskede. På trods af det skrev Ives en masse musik, mens han var på Yale.[35]

          Efter Yale gik han ind i forsikrings-branchen, hvor han med tiden fik enorm succes med et af USAs største selskaber, som han selv havde stiftet. Ligeså usædvanlig Ives’ karriere som komponist - isoleret set - er, ligeså usædvanligt er det i forhold til de andre ”store” komponister i musikhistorien, at han på denne måde levede et ”almindeligt” liv ved siden af musikken med et almindeligt arbejde. Det hænger dog tæt sammen med Ives’ syn på musik, som jeg vil komme ind på senere.

          I 1908 blev Ives gift med Harmony(!) Twichell. Ti år senere fik han et hjerte-anfald, som gjorde, at han var nødt til at sætte tempoet ned, både med forsikrings-firmaet og med kompositions-virksomheden. Faktisk er næsten al den musik Ives skrev, skrevet før hjerte-anfaldet, og tiden efter gik mest med at skrive, samt færdiggøre tidligere udarbejdet musisk materiale. Sit ringe helbred til trods levede Ives indtil 1954, hvor han døde den 19. maj af et ny hjertetilfælde.

 

Musikken og tankerne

          Lige fra de helt tidlige værker og måske især i forbindelse med undervisningen ved Parker, stod det klart, at Ives var en musikalsk rebel. På kraftig opfordring af sin fader gik han sine egne veje.

Denne lyst til selvstændighed og skabelse af en amerikansk kultur hænger jo ganske fint sammen med Emersons tanker. Ives-forskeren Peter Burkholder mener godt nok, at Ives tilhørsforhold til Emerson mere var ”… a point of arrival rather than a point of departure.[36], mens andre som Swafford mener det modsatte. Lige meget hvad, ændrer det ikke ved den kendsgerning, at der er flere lighedspunkter mellem Ives’ og Emerson’ tanker, og at Ives med sikkerhed kendte til og igennem sin karriere anvendte Emersons. I det følgende vil jeg forsøge at redegøre for Ives’ tanker om musik og disse tankers relation til Emerson.

 

Ørets grænser

          I tråd med at Ives, som Emerson, forkastede den vest-europæiske tradition, tog han afstand fra netop dennes æstetiske principper. Ifølge Ives er musik et ”middel til aktivitet og erkendelse”[37], lyden af den er mindre vigtig.[38] Ives var træt af, at skønhed bliver forvekslet med, det der ikke generer øret. Det var det han kaldte en ”lænestol for ørerne”.[39]

Et af Ives’ musikalske kendetegn var, at han blandede mange stilarter sammen i et værk – alt lige fra Bach til amerikanske populær-melodier, og på den måde var han uhyre kontroversiel, men når han gjorde det, så var det

”Ikke for at være moderne (eller postmoderne for den sags skyld), men for at vise, at alle de trygge afgrænsninger kun findes i vores hoveder, ikke i livet selv[40]

 

Dette var altså Ives’ kunstneriske udgangspunkt for de tanker, der senere skulle komme på skrift. I perioden fra 1910-15[41] skrev Ives, hvad der skulle samles til at blive hans 2. klaversonate, som går under betegnelsen ”The Concord Sonata”, fordi dens satser hedder Emerson, Hawthorne, The Alcotts og Thoreau. Altså et stykke musik, som tager dets udgangspunkt i transcendalisterne fra Concord. Det rigtigt interessante i forhold til denne opgave er imidlertid, at Ives, efter han havde lavet musikken, skrev sit vigtigste litterære værk ”Essays before a Sonata”, som via en opdeling som i musikken, med én del til hver af folkene fra Concord, meget grundigt får præsenteret Ives’ livslange tanker om musik:

Musikalske tanker på skrift[42]

          Det grundlæggende for Ives’ tanker omkring musik er, at musikken er en fuldstændig integreret del af livet[43]. Musikken er således ikke blot en højtsvævende kunstart, som kun særligt intellektuelle komponister kan nærme sig. Selv de mest (hvad vi kalder) tonedøve udøver musik,.En tanke som Ives (igen) havde fra sin far.[44] For Ives er musikken altså med i alt - også det jordnære. Dette lægger sig op ad Emersons tidligere omtalte ”fælles understrøm”, og det forklarer Ives’ dobbeltliv som komponist og forretnigsmand, fordi musikken således altid var der, også når han var forretningsmand.

          Et berømt Ives-citat (fra Essays Before a Sonata) lyder: ”My God! What has sound got to do with music![45] For os der er vokset op i den vesteuropæiske musiktradition (eller i hvilken som helst musiktradition) virker det umiddelbart absurd, at musik ikke er betinget af lyd. Men for Ives var det helt anderledes. Den naturlige konsekvens af hans tanke om, at musikken er med i alt, er at musikken altid er der. Det er bare ikke altid den lyder[46]. Dette begreb kunne man hos Ives kalde for ”tanke over lyd”, forstået på den måde, at for Ives består selve musikken ikke i lyden, men i tanken/idéen bag musikken. Dette er det Emerson-transcendentale hos Ives[47]: At musikken overskrider sig selv, at den så at sige er der, selvom den ikke klinger. Forskellen fra Emerson er, at Ives tænker det dualistisk, idet der hos ham er en klar skelnen mellem den verden, hvor musikken er, og den verden hvor den klinger.

          Dette kan umiddelbart overføres på Ives’ begrebspar, dikotomien ”substance and manner”[48]. I ”Substance” ligger tanken bag musikken og ord som kvalitet, realitet og ånd kommer på banen. ”Manner” derimod er sådan som musikken lyder, og bliver beskrevet med kvantitet. Det sidste var for Ives ganske uinteressant. Ives udtrykker det selv således: ”The substance of a tune comes from somwhere near the soul, and the manner comes from – God knows where.[49]

          Musik var for Ives symbolet på individets erfaring og usete ånd, og den musik der ligger sig op ad ”substance” er musik der bidrager til menneskehedens proces mod guddommelighed.

          Slutteligt kan man sige, at det essentielle for Ives’ (og Emersons) tanker er, at de ikke opstiller noget facit for, eller nogen æstetisk dom over, hvad der er rigtigt og skønt, for det er jo netop op til det enkelte individ at bestemme, hvad der er godt for selvet.

 

Perspektivering

          Der er ingen tvivl om, at Emerson og især Ives har haft stor betydning for og indflydelse på flere af det 20. århundredes komponister og kunstnere.

          Jeg har allerede nogle gange været inde på John Cage og de kraftige paralleller man kan drage mellem ham og Ives i forbindelse med tankerne omkring musikken som holder op med at lyde, men som stadig er der. Med andre ord arbejdede Cage som Ives med et anti-æstetisk musiksyn[50] (jf. ”tanke over lyd” ovenfor).

          For den danske komponist og forfatter Karl Aage Rasmussen står Ives også som en særdeles vigtig figur. Han ser Ives som en, der skærer ind til benet, når man snakker om hvad musik egentlig er, og således finder Rasmussen en slags fred i Ives’ musik, idet den for ham er blevet:

”… en musik for tanken, en musik for det indre øre, og dermed også en slags korrektiv til en verden der proppet til bristepunktet med lyden af musik, men som opfører sig temmelig umusikalsk.”[51]

         


          Som en sidste perspektivering, kunne man inddrage Peter Bastian og en model han opstiller i sin bog ”Ind i musikken.” Den ser ud som følger[52]:

 

Her ser vi de tanker som Ives havde opstillet på en lidt anden måde, mere orienteret mod en koncert med tilhørere. Musikeren eller komponisten får via Ånd Inspiration og kan derved skabe en Struktur, som så kommer til udtryk via Instrumentet. Hos tilhøreren er det lige modsat. Hun hører først Instrumentet, dernæst skabes en Struktur, som transcenderer og bliver til Musik. Ligesom hos Ives er det hos Bastian i ånden/tanken musikken er, og herfra den skabes. Men i denne model hos Bastian ses det også, at selve lyden der kommer frem, fungerer som et kommunikationsmiddel mellem udøver og tilhører.

Afslutning

Jeg har i min opgave beskrevet Emersons liv, og hvorledes han sammen med ”The Concord Transcendentalist” opbyggede sin egen amerikanske form for transcendentalisme - bygget til dels på Kants udgave af denne - overført til filosofi, religion, samfund og litteratur. Spm det fremgår er essensen af Emersons tanker, at gennem det ”transcendentale jeg” opnår man enhed med det ”Universelle Væsen”/den ”fælles understrøm” ved at følge sin indre visdom, instinktet. Ved at gøre det, opnår man det, der er godt for selvet, og vi har set, at det hænger kraftigt sammen med den uafhængighedstrang Emerson havde i forhold til Europa. Yderligere har vi set, at Emersons tankegang er monistisk, idet der ingen grænser er mellem substanser, og alting flyder i den ”fælles understrøm”.

Dernæst har vi set, at selvom Ives’ tankegang er klart dualistisk, er mange af hans tanker bygget på Emersons. Således er Emersons ide om den ”fælles understrøm” beslægtet med Ives’ idé om, at musikken findes uophørligt (uden at den altid lyder). Desuden har vi set, at Ives nært beslægtede begrebspar ”tanke over lyd” og ”substance and manner”, tager udgangspunkt i den transcendentale tanke, fordi der hvor musikken er, overskrider kroppens substans, og er derfor i sjælens.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

25042 tegn = 10,4 sider
Litteratur

 

Bastian, Peter:                                                     Ind i musikken, Haslev, 1987

 

Carpenter, Frederic Ives:                                     Emerson handbook, New York, 1953.

 

Goodman, Russel B.:                                         ”Emerson, Ralph Waldo”, in: Routledge Encyclopedia of PHILOSOPHY bd. 3 New York, 1998, pp. 269-272

 

Kirkpatrick, John:                                               ”Ives, Charles E(dward)”, in: Sadie, S.(red.): The New Grove Dictionary of Music and Musicians, London, 1980

 

Lübcke, Poul(red.):                                             Politikens filosofi leksikon, Kbh., 1983

 

Rasmussen, Karl Aage:                                       ”Musik i det 20. århundrede 1”, in: Sørensen, S. og B. Marschner: Gads Musikhistorie, Kbh. 1995, pp. 446-550

 

Rasmussen, Karl Aage:                                       ”Opstanden mod lydene”, in: Weekendavisen, 30/12-1999

 

Swafford, Jan:                                                    Charles Ives – A Life with Music, New York, 1996

 

 



[1] Oplysningerne i dette afsnit er taget fra:

Goodman: Emerson, Ralph Waldo, in: Routledge Encyclopedia of PHILOSOPHY bd. 3 (1998), pp. 269-272

samt

Carpenter, Frederic Ives: Emerson Handbook, 1953

[2] Se note 23

[3] Foruden Emerson var det bl.a. Henry Thoreau, Nathaniel Hawthorne og Bronson Alcott

[4] Se senere

[5] Jf. afsnittet ”Ørets grænser”

[6] Goodman: Op. cit. p. 270

[7] Han var digter

[8] Emerson cit. in:

Goodman: Ibid.

[9] Transcendentale er – hos Kant - de betingelser, der ligger til grund for, at noget er erfarbart, og at vi kan erfare det. Kants transcendentale betingelser er således, at en genstand må være i rum og tid, samt del af en række årsager og virkninger for at kunne erfares. Det transcendentale består yderligere i, at betingelserne udspringer af mit eget jeg (det transcendentale jeg).

[10] O.B. Frothingham citeret i

Carpenter: Op. cit. p. 124

[11] Jf. det nedenstående afsnit ”Samfund”

[12] Dette og de fire følgende afsnit er baseret på

Carpenter: Op.cit. pp. 124-136

[13] Carpenter: Op. cit. p. 125

[14] ”Lære, der hævder muligheden af at blive ét med Gud (det absolutte), og som ser denne forening som den højeste erkendelse.”

Lübcke, Poul (red.): Mystik, in Politikens filosofi leksikon (1983), s. 304

[15] Jf. Platons dualistiske lære om idéernes verden.

[16] Jf. note 9. Det praktisk, fysiske bevis med de transcendentale betingelser til grund for beviset. De transcendentale betingelser er den intuition vi bruger, når vi erfarer og bedømmer.

[17] Retning som ser jeg’et som skabende, i en virkelighed der er en frembragt, udviklet helhed. Målet for denne udvikling er at forsone natur, frihed, objekt og subjekt. Kunstneren skaber altså på instinktet – opnået i forsoningen med naturen.

[18] Jf. Swafford: Charles Ives – A Life with Music (1996) p. 294

[19] Jf. senere afsnit.

[20] Citeret i Carpenter: Op. cit. p. 127

[21] Carpenter: Loc. cit.

[22] O.B. Frothingham citeret i

Carpenter: Op. cit. p. 128

[23] Unitar-kirken adskiller sig, i forhold til den protestantiske kristendom, kraftigst ved at forkaste læren om Treenigheden. Der er én Gud. Jesus er Guds søn og budbringer, men ikke Gud.

[24] Emerson citeret i

Swafford: Op. cit. p. 293

[25] Mere herom senere

[26] Emerson citeret i

Carpenter: Op. cit. p. 132

[27] Emerson citeret i

Swafford: Op. cit.

[28] Ibid.

[29] Se citatet side 7 i midten

[30] Som vi skal se senere, delte Ives ikke denne monistiske opfattelse af det transcendentale

[31] Jf. Rasmussen: ”Opstanden mod lydene”, in: Weekendavisen (1999)

[32] Oplysningerne i dette afsnit er taget fra

Kirkpatrick: ”Ives, Charles E(dward)”, in: Grove (1980)

[33] Ives forældre var ”disciple” af Emerson, som skal have besøgt deres hjem i 1859

[34] Kirkpatrick: Op. cit. p. 414

[35] Over 40 sange, marche, overturer, orgel-stykker, en stryge-kvartet og sin første symfoni.

[36] Burkholder citeret i

Swafford: Op. cit. p. 292

[37] Rasmussen: Op. cit.

[38] Dette var blot et af flere punkter, hvor Ives fik stor betydning for den senere John Cage, som lavede det berømte klaver-stykke, hvor der ikke bliver spillet i ”4’33”

[39] Rasmussen: Op. cit.

[40] Ibid.

[41] Jf. Kirkpatrick: Op. cit. p. 423

[42] Ives’ synspunkter fra ”Essay Before a Sonata”

[43] Jf. Rasmussen: Op. cit.

[44] Ives fortæller følgende historie:

Der var engang en flink ung mand (hvis musikalitet var indsnævret efter tre års intense studier ved Boston-konservatoriet) som sagde til min far: Hvordan kan De dog holde ud at høre gamle John Bell … synge i koret? Min far svarede: Han er udsøgt musikalsk. Den unge mand var skrækslagen: Jamen han synger jo falsk, forkerte toner og det hele, og den frygtelige, ru stemme. Han brøler løs og rammer tilfældige toner, det er rædselsfuldt! Far sagde: Betragt ham nøje og med ærefrygt, se på hans ansigt og lyt til slægternes musik. Læg ikke for meget mærke til lydene, for så går du måske glip af musikken. Man får ikke en vild, heroisk tur til himlen med små pæne lyde!”

Ives citeret i

Rasmussen: Op. cit.

[45] Ives citeret i

Swafford: Op. cit. p. 297

[46] Det er det John Cage senere har udtrykt som ”lyde er blot sæbebobler på stilhedens overflade … de brister og forsvinder”.(Jf. Rasmussen: Op. cit.)

 

[47] Jf. Rasmussen: Op. cit.

[48] Dette og følgende: Swafford: Op. cit. p. 296-297

[49] Ives citeret i

Swafford: Op. cit. p. 297

[50] Rasmussen: ”Musik i det 20. århundrede 1”, in: Sørensen, S. og B. Marschner(red.): Gads Musikhistorie (1995) p. 520

[51] Rasmussen: Opstanden mod lydene

[52] Bastian: Ind i musikken (1987) p. 37