Eksamen i Musikhistorie, mundtlig F02

 

 

 

 

 

 

 

Analyseobjekt:

 

”Fantasies & Delusions”

 

Musik af Billy Joel for solo klaver

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rapport

Afleveret d. 15. maj af Anders Østerby, 19971822

Vejleder: Steen Kaargaard Nielsen

 

Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet

 

Antal tegn (inklusiv bilag): 62.883


Indholdsfortegnelse

Indledning....................................................................................................................................................................................... 3

Synopsis.............................................................................................................................................................................................. 4

Produktet / Afsenderen....................................................................................................................................................... 5

Produktet ”Fantasies & Delusions”........................................................................................................................... 5

Coveret.......................................................................................................................................................................................... 5

Nodehæftet................................................................................................................................................................................... 6

Musikken....................................................................................................................................................................................... 7

”Fan preparation”..................................................................................................................................................................... 8

Receptionen................................................................................................................................................................................... 9

Anmeldelser af ”Fantasies & Delusions”.............................................................................................................. 9

Gramophone................................................................................................................................................................................ 9

Kommentar................................................................................................................................................................................ 9

Philadelphia Inquirer.............................................................................................................................................................. 10

Boston Herald........................................................................................................................................................................... 10

Wall Street Journal.................................................................................................................................................................. 10

Billy Joels inspirationskilder:................................................................................................................................................... 10

Billy Joel som komponist / musikkyndig / musiker................................................................................................................. 11

Billy Joel – ”klassisk musik-studerende”................................................................................................................................. 11

The Village Voice..................................................................................................................................................................... 12

Kristeligt Dagblad................................................................................................................................................................... 12

Katalogisering..................................................................................................................................................................... 13

Fan-modtagelse.................................................................................................................................................................... 14

Afslutning.................................................................................................................................................................................... 14

Litteraturliste....................................................................................................................................................................... 18

Artikler o. lign.......................................................................................................................................................................... 18

Anmeldelser............................................................................................................................................................................. 19

Andet....................................................................................................................................................................................... 20

Nodemateriale.......................................................................................................................................................................... 20

Internetsteder:........................................................................................................................................................................... 20

Diskografi..................................................................................................................................................................................... 21

Bilag.................................................................................................................................................................................................. 23


Indledning

Jeg har i forbindelse med denne eksamen i Musikhistorie, mundtlig valgt at beskæftige mig med albummet ”Fantasies & Delusions”, som blev udgivet den 2. oktober 2001. Musikken spilles af pianisten Richard Joo, mens musikken er skrevet af Billy Joel. Med over 100 millioner solgte albums[1], fordelt på en lang række studie-, opsamlings- og livealbums i perioden fra 1971 – 2001 og en deraf følgende lang række af (internationale) hits , må Billy Joel regnes for et af de helt store navne i pop/rock-branchen. Så meget desto mere er det interessant, at ”Fantasies & Delusions” udelukkende indeholder en række stykker for soloklaver, helt eksplicit skrevet i en 1800-tals, romantisk stil. ”Fantasies & Delusions” (504875 2) er udgivet af Columbia Records i samarbejde med Sony Classical. Altså et udpræget pop/rock/jazz-label og et udpræget klassisk label, som dog begge hører ind under Sony Music.

I mit arbejde med projektet har jeg, gennem en analyse af ”Fantasies & Delusions” (selve produktet og dets lancering) og en undersøgelse og analyse af produktets reception hos kritikere og fans, ønsket at se på, hvordan produktet fremtræder generelt og især i forhold til de konventioner, en kunstner som Billy Joel nødvendigvis er bundet af med mange pop/rock-plader bag sig. Her er det blandt andet relevant at se på, hvilke problemer det medfører i forhold til en normal fanskare o.lign., og hvad udgivelsen betyder for Billy Joels kunstneriske karriere og autenticitet.

Jeg har undgået at bruge termen ”crossover” i rapporten. Dette hænger i første omgang sammen med, at det begreb er en fantastisk vanskelig størrelse at arbejde med, fordi den rummer så mange ting. Dernæst adskiller ”Fantasies & Delusions” sig på mange måder fra meget af det, som ellers bliver betegnet crossover, fordi termen ofte betegner musik, som bruger flere stilistiske elementer i samme nummer[2]. Hvis man skulle tale om crossover i indeværende eksempel, så er der i højere grad tale om et musik-kulturelt skift, en kunstner, som vitterligt krydser en grænse mellem to forskellige stilarter og musikalske verdener.

Udover de formelle krav, i form af en synopsis og en kommenteret litteratuliste (som er at finde henholdsvis i begyndelsen og slutningen af rapporten), er rapportens indhold netop en rapportering og afspejling af, hvad jeg i arbejdet med projektet har beskæftiget mig med.

Jeg bruger indimellem forkortelserne F&D (”Fantasies & Delusions”) og BJ (Billy Joel).


Synopsis

 

Det følgende er den synopsis, som vil være min disposition for den mundtlige eksamen.

Synopsen er foreløbig.

 

 

·         Indledning

Herunder emnevalg, motivation og metodiske overvejelser.

 

·         Produktet ”Fantasies & Delusions”

-          Kunstnerisk ambition og motivation

-          Hvad indeholder produktet?

-          Hvordan præsenteres produktet?

 

·         Reception

-          Modtagelsen hos anmeldere / Vurdering af Billy Joel som klassisk komponist

-          Katalogisering

-          Fan-modtagelse

             

·         Teori

-          Inddragelse af Bourdieus teorier om smag og kulturel produktion

-          Inddragelse af Howard Beckers begreb ”art worlds”. (Som de præsenteres hos Peter J. Martin)

Dette punkt er stort set ikke behandlet i rapporten, men er noget af det, som jeg regner med at skulle arbejde med, op imod den mundtlige eksamen.

 

·         Perspektivering

-          Billy Joels musikalske projekt – er der tale om et fuldstændigt ”sporskifte”?

-          Musikalsk pastiche

        Er ”Fantasies & Delusions” pastiche?

        Pastiche-træk i pop/rock-produktionen

-          Hvad berettiger Billy Joel til at udgive et klassisk album?

-          Hvordan slipper han af sted med det (fx i forhold til sine fans)?

 

Jeg vil desuden på et passende sted inddrage ekstemporalopgaven.

 

Anders Østerby, Risskov d. 14. maj 2002

 


Produktet / Afsenderen

Produktet ”Fantasies & Delusions”

Coveret

Når man iagttager coveret til Fantasies & Delusions, kan man ikke lade være med at sammenligne det med Billy Joels pladecovere fra hans pop/rock-produktion, for her er nemlig noget helt andet på færde. Pladecoveret på Fantasies & Delusions[3] er virkelig et forsøg på at ”overbevise” køberen/iagttageren om, at dette er ”anderledes” - dette er et klassisk album. Først og fremmest er det tydeligt, at man har forsøgt at finde et helt andet udtryk end ved Billy Joels tidligere udgivelser.

Pladecoverne til studie-albumene i BJs pop/rock-produktion kan groft opdeles i to grupper (se bilag 2): A) Billeder af BJ i forskellige miljøer. Det drejer sig fx om ”Turnstiles” og ”Glass Houses”. B) Covers mere eller mindre baseret på malerier eller lignende kunstformer. Eksempler på dette er ”Streetlife Serenade” og ”The Bridge”. Et fælles træk for samtlige covers i Billy Joels katalog er, at de mere eller mindre direkte beskriver albummets titel.

Her er der imidlertid noget helt andet på færde i forbindelse med ”Fantasies & Delusions”, idet der ikke er noget som helst forsøg på at beskrive titelen. Der er tværtimod valgt et, i første omgang, neutralt motiv i form af en gengivelse af forlaget G. Schirmer, Inc.’s ”standard-skabelon” til udgivelser af nodehæfter med populære klassiskere (iflg. Edwards[4].) G. Schirmer Inc. udgiver bl.a. musik af Charles Ives, Michael Nyman, Philip Glass, Carl Nielsen og Per Nørgård.[5] Her er det så, at neutraliteten brydes, for hvad er det da, der bliver forsøgt opnået med et sådant cover? Det synes slet skjult, at det er en måde, hvorpå man signalerer, primært, at dette er klassisk musik, men også mere end det: Det er god klassisk musik, ”sådan som det plejer at være når det kommer fra G. Schirmer Inc.!!”. Kigger man på nodehæftet til musikken, oplever man det fuldstændig samme layout, men på trods af, at det Hal Leonard (som ejer Schirmer), der har udgivet noderne, så er det altså ikke en officiel Schirmer udgivelse[6]. Når man alligevel har ønsket at bruge Schirmers layout, så er det selvfølgelig nok for pudsighedens skyld, men et eller andet sted udtrykker det også, at der hos Billy Joel må have været et behov for at ”legalisere” sin udgivelse, altså ved at tænke og præsentere musikken og udgivelsen ind i en fasttømret tradition hos Schirmer, og man har således måske i virkeligheden også ramt plet, idet musikken i høj grad ligger sig op af en ”de populære klassikeres” tradition.

Det er måske også et ønske om at nærme sig det 19. århundredes musik, der har gjort, at Billy Joel har valgt at give sine kompositioner opus-numre, noget som engang var almindelig praksis, men som i dag må siges ikke  at være praksis for ny musik. Dette kan man bl.a. se ved at bladre igennem fx Sony Classicals katalog og kigge på udgivelserne af ny kompositionsmusik, hvor ingen bruger opusnumre.

Det samme gør sig i nogen grad gældende med albummets titel ”Fantasies & Delusions”. For det første synes jeg godt, man kan tale om en lidt patetisk titel (drømmende, romantisk og lidt uklart.). Og for det andet ville det have været nærmere almindelig praksis[7] – fx ved komponister som Chopin –  simpelthen at lade titelen være en beskrivelse af, hvad der spilles: Waltz #1 – 3, Suite For Piano, Aria etc. Titelen ”Fantasies & Delusions” lyder på mange måde som noget, der kunne ha’ været titelen på en pop/rock-udgivelse (som fx River of Dreams, 1993). Omvendt kan man også genfinde træk i Billy Joels titler til de enkelte opusnumre (som fx ”Nunley’s Carousel”, Grand Canal” og ”On A Separation”) hos en komponist som Aaron Copland, der bl.a. har titler som ”Appalachian Spring”, ”Preamble for a Solemn Occasion” og ”Down a Country Lane”[8].

 

Diskurs: Der er et pudsigt sammenfald imellem Billy Joel og Aaron Copland i og med, at de begge har kaldt et værk for ”Billy the Kid”.[9] Jeg har lyttet til et uddrag af Coplands værk på internettet og fundet, at der faktisk er en slående lighed mellem den måde Copland og Billy Joel forsøger at skabe en ”Western-stemning” på med strygere, langsomt, drevent tempo og rytmeinstrumenter, der efterligner hesteklove. Denne sammenhæng refererer Billy Joel selv til på live-pladen ”2000 Years – The Millenium Concert”, hvor han på Disc 1, track 5, minuttal 5:40 efter at have spillet ”The Ballad of Billy the Kid” siger: ”There’s some classical shit in there. Tried to copy a little bit of Copland...”. ”The Ballad of Billy the Kid” er fra”Piano Man” (1973).

 

På coverets forside er der ikke tvivl om, hvad der i fokus. ”Billy Joel” står med de største typer og er i det hele taget det mest fremtrædende. Det er Billy Joel, der har et navn. Det er ham, som har en lang karriere bag sig, og det er ham, der har solgt et utal af plader. Det synes også at være meget normalt[10],  ved nykomponeret musik, at det er komponistens navn, der er mest fremhævet.[11] Nederst og med markant mindre skrifttyper står der så ”Music performed by Richard Joo”. Man kan næsten tale om, at Richard Joo i denne forbindelse reduceres til at være ”håndværkeren”.

Bagsiden indeholder en oversigt over albummets indhold samt et billede af Billy Joel og Richard Joo. Desuden informeres man på bagsiden om, at Steve Epstein har været producer på albummet. På trods af, at han er ”stjerne-producer” hos Sony Classical med flere ”Grammy-Awards” bag sig, så fremføres han ikke i nogen særlig grad. Dette hænger selvfølgelig også sammen med, at Billy Joel er et stort nok navn i sig selv.[12]

På coverets inderside, som kun består af to ”sider”, er der billeder af Richard Joo og Billy Joel fordybet i at indspille og diskutere musikken. Derudover er anført diverse credits. Det mest bemærkelsesværdige er, at Billy her ikke er skrevet i sin forkortelse. Derimod står der ”All Music Composed by William Joel...”. Af en eller anden grund har man fraveget at bruge Billy Joels kunstnernavn! Derudover ser vi, at man har gjort sig sine bestræbelser på, at ”opsuge” så meget autenticitet som muligt: Således har optagelserne fundet sted i Wien Konzerthaus i Mozartsaal. Man har altså simpelthen rykket optagelserne hen et sted, som var et musikalsk centrum i den tid, hvis musikalske tradition Billy Joels musik lægger sig op ad.[13]

Nodehæftet

Nodehæftet, som i layoutet er identisk med coveret, bidrager ikke med yderlige oplysninger end coveret til CD’en. Dog synes det noget mere tydeligt i nodehæftet, at Richard Joo faktisk har været meget bidragende til arrangementerne.

Derudover er det interessant at se, hvordan nodehæftet fuldstændigt fremtræder som en hver anden node med klassisk musik. Kan dette føre til, at klaver-elever pludselig går i gang med at spille Billy Joel, hvor de normalt fx ville ha’ spillet noget af Chopin? Billy Joel siger: ”I would tell a piano student, don’t learn my stuff, go out and buy the Chopin preludes and etudes.[14], men han foretrækker dog, at man spiller musikken fra ”Fantasies & Delusions” i stedet for de noder, som foreligger af hans popmusik.

Musikken

At komme med en udtømmende analyse af musikken på F&D har aldrig været målet med denne opgave. Dette hænger for det første sammen med, at det ville være et enormt stort (og for denne eksamen for omfattende) projekt. For det andet er det meget nemt at karakterisere musikken: Det lyder vitterligt som Chopin, Schumann og andre lignende komponister. T.J. Medrek er i sin anmeldelse (se under ”Reception”) inde på, at den første sats af ”Suite For Piano” indeholder en frase, der er magen til en frase i Chopins Præludium i e-mol (op. 28, Nr. 4). Lytter man sammenlignende til de to, kan man ikke bare høre, at Medrek har ret. Man hører også at hele stemningen i de to satser, og især akkompagnementet, på det nærmeste er identiske. Uden, at jeg har haft mulighed for at efterprøve det, tror jeg man kan finde lignende eksempler til en stor del af musikken på F&D.

Der er to stykker på F&D, der skiller sig ud i forhold til de andre. For det første er det Opus 6, ”Invention In C Minor”, som er en klar reference til J.S. Bach og barokmusik.[15] For det andet er det Opus 10, ”Dublinesque”, som er det eneste stykke, som man med nogen ret kan kalde for mere ”pop-klassisk” end de andre. I dette det sidste stykke musik på F&D ser man til en vis grænse en sammenhæng mellem F&D og resten af Billy Joels udgivelser. En sammenhæng, som Billy Joel selv plæderer for (Se næste afsnit). Temaet  i ”Dublinesque” ligger utroligt tæt op af nummeret ”And So It Goes” fra  albummet ”Storm Front” fra 1989.

”And So It Goes” er ikke det eneste eksempel på numre, der har klare klassiske elementer. Og jeg synes på mange måder, at Billy Joel har ret, når han siger, at han et eller andet sted altid har komponeret musik i en mere klassisk forstand (Han skriver således altid musikken først og teksten senere.[16]). Der er i hans sange talrige eksempler på eksempelvis små klassiske forspil eller mellemspil på klaver. Jeg har her udvalgt nogle af mest bemærkelsesværdige.

”Nocturne” (Cold Spring Harbor):                Instrumentalt stykke for klaver, simpelt, men klart (pop)klassisk i sin lyd.

”Souvenir” (Streetlife Serenade):                  Klaverfor- og efterspil med en romantisk lyd og harmonik.

 

”Vienna” (The Stranger):                               Klaverfor- og efterspil med en lidt mere moderne lyd og harmonik end ”Souvenir”.

 

”This Night” (An Innocent Man)                   Sound og feeling i dette nummer er på ingen måder klassisk, men melodien i omkvædet er melodien fra Beethovens “Patetique”-sonate (Nr. 8 i cis-mol op.13)!!

 

”Fan preparation

Med udtrykket ”fan preparation” mener jeg det, som Billy Joel op igennem 90’erne har gjort for at præsentere sin klassiske musik for sit publikum i et forsøg på at få dem til at forstå det som en naturlig udvikling i hans musikalske produktion.

Som jeg har behandlet ovenfor, har Billy Joel ofte inddraget klassiske elementer i sin popmusik, og dette synes han at lægge megen vægt, når han fx i interviews skal forklare (overfor fans) grunden til hans skift til klassisk musik.

Question: It seems to me that you have always been composing instrumental works ... Is this classical album all that different?

Answer: Well, hallelujah, somebody finally understands. I have run into so much stonewalling: -Why are you writing in a 19th century milieu? ... I’ve been doing this from day one...[17]

 

Billy Joel har holdt talrige foredrag rundt omkring i USA på universiteter o. lign. På

Internettet har jeg fundet en tilhørers beskrivelse af et sådant foredrag:

And then the unthinkable – he introduced this pianist ... and she played two of Billy’s classical pieces!!! They were really good.[18]

 

              Midt i et foredrag, som ellers primært er bygget omkring hans karriere som pop/rock-musiker inddrager han pludselig noget klassisk musik. Eftersom disse foredrag trods alt har en vis akademisk karakter virker det trods alt berettiget. Dér, hvor man virkelig kan tale om et brud på konventioner, er når Billy Joel til en rock-koncert pludselig begynder at spille klassisk musik! Dette er tilfældet på livepladen ”2000 Years The Millenium Concert”.    

              For det første starter hele koncerten med et uddrag af Beethovens 9. symfoni.[19] Dernæst går BJ efter det femte nummer forholdsvis umotiveret i gang med at spille en (på det tidspunkt) ufærdig udgave af den første sats af ”Suite For Piano” fra F&D. Han spiller lidt og siger så ”This is a new one I’m working on” – og folk jubler! Han har dem i sin hule hånd! Det siger noget om, hvor meget loyalitet en kunstner som Billy Joel har hos sine fans.[20] Yderligere to gange i koncerten ”afbryder” han og begynder bl.a. at spille en lidt grov og ikke helt korrekt udgave af ”Måneskinssonaten” (Beethoven) alt imens han præsenterer det næste nummer!

              Der synes altså at være en tendens til, at Billy Joel forsøger at inddrage og bruge den klassiske (og altså i udpræget grad – den romantiske, klassiske) musik side om side med sin pop/rock-musik og på den måde demonstrere, at der efter hans egen mening ikke er sket den store forandring i hans musikalske produktion.

 


Receptionen

Anmeldelser af ”Fantasies & Delusions”

Gramophone[21]

Anmeldelsen er på omkring 300 ord, og den er placeret til højre for en anmeldelse af en CD med Chopin-musik. Dette viser at være bemærkelsesværdigt når man læser Edwards anmeldelse, da han netop kalder Billy Joels kompositioner for ”nothing less than a nostalgic look back at the piano pieces of Chopin, Liszt and other...”, og ovenikøbet sammenligner en af BJs kompositioner med Valse Brilliante, som åbenbart også er at finde på det ved-siden-af-anmeldte album!

Undertitlen ”A pleasing, undemanding sequence of ’classical’ pieces from one of pop’s giants” rummer et par interessante aspekter. F&D bliver kaldt for undemanding ”ikke-krævende”, dvs. let-tilgængelig, en glose som nok må siges at være et negativt udtryk i en konventionel, klassisk musik-verden. Undertitlen anerkender dog BJ som en ”pop-gigant”, men kalder samtidig musikken for ” ’classical’ ”, og betegner dermed F&D som et ikke fuldgyldigt klassisk album. (Dermed siger Edwards også, hvad han mener er et klassisk album).

Edwards præsenterer F&D som en art koncept-album, en idé, som bl.a. ses på coverets reproduktion af en gammel nodebog indeholdende ”klassikere”. Edwards ender da også ud med at beskrive musikken som udpræget romantisk med kraftige referencer til / inspiration fra Chopin o.a. Man kunne måske tale om et pastiche-koncept? (jf. nedenfor).

Edwards udvælger en favorit (’Dublineque’), blandt andet på grund af dens flotte variation-stykke, men han savner dog en tekst til temaet(!),

Hele anmeldelsen er overvejende positiv (næsten neutral). Det synes primært at være fordi der åbenbart ikke rigtigt er noget at sætte fingeren på for anmelderen. Musikken bliver kaldt tuneful, Richard Joo spiller sympathetically, optagelsen er god. Der synes altså ikke at være noget, der ”får anmelderen op af stolen”, og bl.a. derfor konkluderer han da også, at der ikke er tale om andet end ”a set of pastiche pieces”. Det som anmelderen vil sige med det er, at musikken er ikke ny, nyskabende eller original. Den er blot pasticher, dvs. kunst som efterligner stilen i allerede kendt, ældre kunst. Billy Joel har lyttet til Chopin, Liszt o.a. , og har efterlignet det, de gjorde. I begrebet pastiche som sådan ligger der altså ikke nødvendigvis noget negativt. Alligevel får det en negativ klang i forhold til kunstens konventioner, fordi det er ren efterligning og ikke et forsøg på, fx ved at sammenstykke af andres kunst, at skabe sit eget, personlige udtryk.

Kommentar

Selve den kendsgerning, at et blad som Gramophone anmelder F&D er interessant, fordi det i så udpræget grad er et blad, som anmelder klassisk musik, hvorfor man måske kunne have forventet, at de ville se bort fra en plade fra en pop-musiker. Forklaringen kan selvfølgelig helt enkelt findes i, at F&D er udgivet af Sony Classical og derfor automatisk kommer med blandt Gramophones anmeldelser. (Det er forøvrigt underligt, at F&D kun anføres udgivet hos Sony Classical og ikke hos Columbia, på trods af, at de jo i lige så høj (højere) grad er udgivere.)

              Edwards har tidligere anmeldt Paul McCartneys tredje ”crossover-projekt” Working Classical (in Gramophone, 1 / 2000). McCartney bruger helt eksplicit arrangører til sin musik (i modsætning til BJ, hvor det blot antydes), og det er således primært melodierne, der er hans personlige bidrag. Om dem siger Edwards: ”one longs for that personal touch to shine through” og han genfinder meget Beatles i McCartneys musik. Ligesom hos Joel savner han altså originalitet.

Philadelphia Inquirer[22]

Anmeldelsen er på omkring 500 ord, og den er overvejende positivt stemt overfor F&D som et klassisk album, men er dog noget forsigtig med at blåstemple det som stor kunst. Således hedder overskriften: ”Billy Joel tries classical...”. Anmeldelses kategoriserer altså F&D et forsøg, eksperimentet, et ”udviklings-album”, noget som man ikke skal tage alt for alvorligt, men blot anskue som en del af en læreproces, hvor Billy Joel ”tester” om klassisk musik er noget for ham.

              Dobrin kommer med et bud på årsagen til dette klassiske projekt, nemlig at der for en pop-kunstner ligger megen prestige[23] i at udgive et sådant klassisk album, hvorfor BJ kunne ses ind i rækken af andre kunstnere, der har gjort det samme, men Dobrin omtaler projektet tværtimod som ”far from trash”. Dette hænger tilsyneladende primært sammen med, at Dobrin er positivt overrasket over, at F&D ikke er det typiske ”popkunstner-laver-klassisk-musik-album”, idet det ”avoid the sticky-sweet tar pit into which other popsters have fallen”.

              Dobrin kommenterer negativt på pressmeddelelsen fra Sony Classical, som sammenligner BJ med Gershwin og Bernstein[24], idet han anfører, at disse to var innovative og ikke imiterende som BJ. Han taler om en ”stream-of-consciousness reworking of the romantics”.

              Og således hælder Dobrin da, som Edwards, også imod at anskue F&D som pastiche (kommenterer også på optagestedet: søgen efter autencitet), idet han konkluderer, at mange kunstnere har lydt som ”noget andet”, men de har dog haft deres særpræg. ”Take away his Chopin and Schumann, and Joel would be little more than scales and arpeggios in a bright new G. Schirmer wrapper”.

Boston Herald[25]

              Medreks anmeldelse adskiller sig fra de to ovenstående. Medrek ser også en klar skuen tilbage i tiden i musikken og ligesom hos de to andre bliver Schumann, Chopin, Liszt og andre nævnt som forbilleder. Forskellen ligger i, at Medrek stort set helt igennem synes godt om F&D. Han kalder det ”a charmer” og markerer, at han ikke synes det er et tomt cross-over-projekt. Han fremhæver BJs dybe forståelse for den romantiske klaver-musik og det barokke kontrapunk. Han skriver endda om Invention in C Minor, at det er ”written with precise counterpoint”. Selvom Billy Joel og Greg Sandow i den følgende artikel anfører, at det ikke er gennemført kontrapunkt.

              Medrek konkluderer, at musikken helt klart er inspireret af ovennævnte komponister, men

han finder så megen dybde i BJs kompositioner, at han synes det er mere homage than pillage (mere

en ode end det er tyveri/plyndring). Dog fremsætter Medrek slutteligt et ønske om mere samtidige,

klassiske kompositioner fra BJ. F&D får tre ud af fire stjerner.

 

Wall Street Journal[26]

Denne artikel er interessant, fordi den ikke bare er en anmeldelse, men lige så meget en artikel om BJs karriere-skift og hans evner indenfor og tanker omkring den klassiske musiks verden.

              Den kommer ind på en række interessante ting:

Billy Joels inspirationskilder:

Interessen for klassisk musik udsprang i en oplevelse af Beethovens symfonier; BJ fik lyst til noget nyt. ”I want to get out of this box I’ve been working in” (p.1). Efter 14 solo-albums fra 1971 til 1993 har BJ altså åbenbart haft en fornemmelse at have været fastlåst i én bestemt genre, og så begyndte han at lytte til ”mostly the romantics. Schumann. Schubert. I listened to Brahms, the Germans. I became enamored of Rachmaninoff.” (p.1). Her kunne man så spørge sig selv, hvorfor BJ netop kastede sig over disse romantikere? Svaret, tror jeg, ligger i høj grad i meget af hans rytmiske produktion, som indimellem har været kraftigt inspireret af denne musik. (Som behandlet ovenfor).

              Sandow sammenligner musikken med først og fremmest Chopin, men også Schubert, Rachmaninoff og til dels Debussy. Han finder ligefrem mere eller mindre direkte citater fra Chopin. I den direkte sammenligning med Chopin finder Sandow Billy Joels musik tynd, uden personligt udtryk (sådan som han synes han finder det i pop-musikken) og ikke særligt varieret, men han synes dog BJ er mere end imitator, bl.a. pga. de smukke melodier. Dette begrunder Sandow endvidere i sin korte analyse af ”Aria”, opus 7, hvor han især begejstres over den melodiske succession, og særligt over ét sted, som han kalder for en ”beskeden triumf”, hvor han mener, at BJ viser, at han er en begyndende mester.

 

Billy Joel som komponist / musikkyndig / musiker

Artiklen afslører en række facts omkring Billy Joel i forhold til F&D og klassisk musik i det hele taget.

1)      Billy Joel nedskriver ikke selv musikken. Han spiller det ind på en computer og får en anden til at skrive det på noder.

2)      Hans egen klassiske klaver-teknik er ikke god nok. Dette konkluderer Sandow udfra den kendsgerning, at BJ synes, at Chopin skrev i vanskelige tonearter, foruden den kendsgerning, at BJ måtte få Richard Joo til at spille (”...his piano technique, sensational for rock ’n’ roll, isn’t good enough for classical work.” (p.3))

3)      Hans kompositionsteknik er primært baseret på intuition.

4)      Han sidestiller klassisk komposition med pop-komposition, hvor temaet blot skal ”fremføres” på en anden måde.

5)      Uafhængige understemmer er et klassisk virkemiddel, men han har brugt allerede brugt det i pop-musik (ex. ”Allentown”, The Nylon Curtain 1982)

6)      Melodisk succession er et klassisk virkemiddel, men det kan sidestilles med fx en ”bridge” i pop-musik (ex. ”Scenes From an Italian Restaurant”, The Stranger 1977).

7)      Iflg. Sandow kommer BJ kompositionsteknik til kort i ”Invention in C-minor”, fordi den underste stemme blot er en bas-stemme og ikke uafhængig. BJ overrasker Sandow ved selv at gøre opmærksom på det.

 

Det som Sandow vil sige med det ovenstående er, at som han ser det, så har BJ ingen musikalsk skoling. Han ved meget lidt om musikteori og kompositionsteknikker, men han kender til selve musikken (”the guts of music itself” p.2), han har erfaringen og det kendskab, som erfaring fører med sig. ”He may not have studied music ... but he knows it intimately.” (p.3)

 

Billy Joel – ”klassisk musik-studerende”

I artiklen bliver det omtalt, at BJ i høj grad stadig er på et lære-stadie i forhold til klassisk musik, især det 20. århundredes klassiske musik[27]. Han har, på et mere seriøst plan, trods alt kun brugt 8-9 år[28] på at beskæftige sig kompositorisk med klassisk musik, og det er måske bl.a. derfor, at han kan sige om det 20- århundredes musik: ”I’m just beginning to understand its dissonances, its tonality.”(p.3)

 

Man kan rejse spørgsmålet, hvad det er, der gør, at BJ får lov til at udgive klassisk musik (oven i købet på et stort label som Sony Classical sammen med Columbia), når der sandsynligvis findes mange, ikke reaktionære, mere fremsynede komponister, som aldrig får lov til udgive. Det er selvfølgelig umuligt at give et helt præcist svar på, men det hænger helt oplagt sammen med BJs status[29] som kunstner indenfor pop/rock-branchen. Dertil kommer (som Sandow påpeger), at Columbia sandsynligvis har været interesset at udgive hvad som helst fra BJs hånd, fordi han i otte år ikke havde skrevet nyt materiale[30], men især fordi Columbia ville kunne risikere, at BJ ville forsøge at finde et andet label til at udgive F&D, og at han så ville udgive eventuelle fremtidige pop-albums hos det nye label. Uden reelt at kende til Columbias bevæggrunde for at udgive F&D, ser det altså ud til, at det simpelthen kan have været en slags ”økonomisk gardering”.

 

Greg Sandow subjektive vurdering af det ovenstående spørgsmål er, at han finder det OK, at Billy Joel har udgivet F&D, fordi han synes, han ser nogle kvaliteter hos BJ, som han har mulighed for at ”bygge videre på”. Han siger p.4: ”He’s an extraordinary musician, and if he wants to try classical music, that’s automatically interesting...”. I samme åndedrag kommer Sandow dog med en række opfordringer til BJ. Han mener, at han bør studere klassisk musik mere samt deltage mere i den ”klassiske musik-verden” ved koncerter og lignende. Han påpeger, at det lyder om, at BJ hovedsageligt har sin erfaring med klassisk musik fra CD’er.

 

Sandow stiller sidst i sin artikel det spørgsmål, hvad det betyder, at man komponerer klassisk musik, som om det 20. århundrede aldrig havde fundet sted? Det, som man kunne kalde ”a classical fan’s dream, and a sophisticate’s nightmare.” (p. 4). Herved kommer Sandow altså ind på den kendsgerning, at der findes folk, som ”hader” det 20. århundredes kompositionsmusik, men som elsker det 19. århundredes. Dette siger noget om, at det 19. århundredes musik, i dag (og til dels også dengang, fx Salonmusikken) har en status/rolle, der nærmer sig pop-musik. Læg fx også mærke til, at Sandow automatisk kalder en elsker af det 19. århundredes musik for en klassisk fan!

The Village Voice[31]

Med en titel, som refererer til Billy Joels sang ”She’s Always a Woman to Me”[32] indikerer Gann, at

han ikke ser noget stort lys i BJ som klassisk komponist. Han skriver: ”From its near-perfect

replications of Chopin chord progressions to its naive supposition that composers still uses opus

numbers, it’s pretty amusing.

Videre kritiserer han Billy Joel for at have udtalt, at man altid ender med at lyde som nogen og for

at tro, at man bare kan kaste sig over klassisk komposition uden videre, fordi man kan skrive en god

pop-sang. På det sats-tekniske plan påpeger Gann en manglende evne til at forfølge én ide igennem

et stykke, og det eneste positive Gann finder ved udgivelsen i det hele taget er, at der er en

mulighed for, at Billy Joels fans får lyst til at købe ”den ægte vare”. Det betvivler han dog selv, og

langer dermed ud efter fansene, som han regner med bedre vil kunne konsumere BJs musik end

den ægte vare!

Gann slutter af med at begræde, at det værste ved udgivelsen er, at den er med til at køre

”den gode klassiske musik” endnu længere ud på et sidespor, fordi et album fra en kunstner som Billy Joel altid vil få stor opmærksomhed og dermed tage den fra de ikke etablerede, klassiske kunstnere.

Kristeligt Dagblad[33]

Denne anmeldelse er den eneste danske og den absolut korteste, som jeg har inddraget. Den fylder kun 20 meget smalle linjer og er en del af en ”masse-anmeldelse”. Når jeg har taget den med er det ikke så meget på grund af det, som Lewkovitch får sagt, men måden han får det sagt på. Han fejer godt nok fuldstændig F&D af banen: ”Hvem i alverden har dog fået ideen til at udsende denne musik på cd, så ligegyldig og uvedkommende den er.”, men det som er interessant er, at det tydeligt skinner igennem, at Lewkovitch ikke er klar over, hvem Billy Joel er. Han skriver i starten blot: ”...en amerikansk komponist, Billy Joel...”. På den måde kan man kalde denne anmeldelse for den mest objektive af dem alle, fordi Billy Joel ikke bliver vurderet som Billy Joel, men blot som en komponist.

Katalogisering

I  et forsøg på yderligere at belyse, hvorledes receptionen af F&D har været (foruden i de anmeldelser jeg har fundet) har jeg forsøgt at finde ud, hvorledes albummet er blevet katalogiseret på biblioteker og i pladeforretninger i Danmark. Dette kan sige noget om, hvordan et klassisk værk bliver opfattet. Anerkender man det som et klassisk album?

              Jeg købte mit eksemplar af F&D i november 2001 i ”Stereo Studio” i Ryesgade, Århus. Pladen stod placeret under ”Billy Joel” i forretningens store pop/rock-sektion - altså side om side med Billy Joels pop/rock-plader. Der var kun ét, højst to eksemplarer[34]. Maj 2002 tog jeg ned og besøgte Stereo Studio for at konstatere, at der nu ikke er flere eksemplarer. Jeg benyttede, ved samme lejlighed, chancen til at snakke med Tina, som står i afdelingen for klassisk musik. Hun forklarede placeringen af F&D i afdelingen for pop/rock med, at der har Billy Joel ”sin egen hylde”, hvorfor man for nemheds skyld og for ikke at forvirre kunderne placerer den der. Man kan nok stille spørgsmålstegn ved, hvad der forvirrer kunderne mest. Et klassisk album i pop/rock-afdelingen eller et klassisk album i den klassiske adeling?

              Ligeledes har jeg forsøgt at finde ud af, hvorledes bibliotekerne har kategoriseret F&D. Det viste det sig dog, at albummet er så nyt, at der kun er ét bibliotek, der har købt det. Det er Holsted Bibliotek, som er en filial til Esbjerg Kommunale Biblioteker. De har imidlertid endnu ikke kategoriseret albummet[35], men jeg talte med bibliotekar Klaus Larsen, og han mente, at den ville blive sat i kategorien ”Klassisk” som er en overordnet kategori, eller evt. under den mere specifikke kategori ”Avantgarde”, eftersom Paul McCartneys Liverpool Oratorie er at finde i denne kategori. Dette hænger, tror jeg, meget sammen med, at Klaus Larsen har hørt musikken, for da jeg på Århus Kommunale Bibliotek stillede spørgsmålet om, hvor de vil placere F&D når de får den hjem, var svaret meget præcist og utvetydigt: under ”beat”, hvor Billy Joels andet musik står! Uanset hvordan bibliotekerne får kategoriseret F&D, siger deres problemer med at finde ”den rette kasse” noget generelt om at receptionen af et sådant produkt har store vanskeligheder, fordi det tilsyneladende er lidt af et ”stedbarn” alle steder, hvor der tages imod det. Fans af Billy Joel køber det nok, men ville hellere have noget af den gamle musik[36]! Biblioteker og pladeforretninger kan måske nok høre, at det er klassisk musik, men de har også en masse andre Billy Joel-plader, som de måske hellere vil sætte F&D sammen med. De klassiske musik-magasiner kan måske også godt høre, at det er klassisk musik, og at det er Sony Classical, der er med-udgivere, men de har aldrig anmeldt noget af Billy Joel før.

Fan-modtagelse

I forbindelse med dette projekt fik jeg den idé at - via min Billy Joel-hjemmeside (http://welcome.to/billyjoel) lave en lille undersøgelse omkring modtagelsen af ”Fantasies & Delusions”. Undersøgelsen kan ses her: http://www.oesterby.mobilixnet.dk/billyjoel/opinion.html. Ved afleveringen af denne rapport havde 32 mennesker svaret på spørgsmålene[37], men jeg regner med at lade den køre videre op imod den mundtlige eksamen.

Jeg har”rekrutteret” folk via andre Billy Joel hjemmesider – primært www.joelfan.com.

Det som er det væsentligste ”ouput” fra denne undersøgelse er, at 88% af de adspurgte har F&D. 94% har 5 eller flere albums med Billy Joel og må betegnes som fans. Billy Joel må altså siges at have nogle meget loyale fans, og således svarer 82% af de adspurgte, som har F&D da også, at de har anskaffet F&D enten for de samler BJ albums, er fan eller simpelthen altid køber hans albums. De sidste 18% har købt F&D, fordi de har fundet projektet generelt interessant. Det hører dog også med til historien, at hele 65% svarer, at de i normalt lytter til klassisk musik ”indimellem”, mens 26% gør det ”sjældent” og 10% ”aldrig”.

              Fan-loyaliteten viser sig også i den overraskende kendsgerning, at der faktisk er et par tilfælde af folk, der svarer, at de normalt aldrig hører klassisk musik, men synes at F&D er dejlig musik!

              Langt de fleste er dog også overraskende positive på spørgsmålet om, hvad de synes om, at Billy Joel komponerer klassisk. 66% synes, det er OK, interessant eller ligefrem ”fedt”. Det er dog også værd at bemærke, at der er en stor gruppe på 31%, der synes, at Billy Joel skulle vende tilbage til det han plejede at lave. De sidste 3% er ligeglade med, hvad han gør.

              Det, der kan ske, når en kunstner med en fast fanskare udsender et album, som ikke ligner det, han plejer at lave, er, at folk i fanskaren pludselig kan komme til at stå med noget, som de ikke aner, hvordan de skal forholde sig til[38]. I min undersøgelse var der mulighed for at skrive lidt fri tekst. Her skrev én sin mening om F&D: ”I don't like the varying volume level. I keep having to turn the volume up, then down, then up, etc.” Her er én, som er vant til at lytte til pop-plader, som altid er kompresseret sådan, at de forskellige tracks har det samme niveau. På en klassisk plade forholder det sig anderledes. Her har musikken den dynamik, den nu engang har, og det bliver så ikke efterfølgende, elektronisk bearbejdet og udlignet. For hende er det at lytte til klassisk musik altså en ny ”art world”, hvis konventioner hun ikke kender.

Afslutning

Her har jeg forsøgt at samle op på og systematisere de emner og problemstillinger, jeg har været omkring i mit projekt og i denne rapport. Det skal ikke forstås som min endelige og urokkelige forståelse af eksamensprojektet, blot som et forsøg på at samle mine foreløbige tanker omkring projektet og sætte nye i gang.

 

·         Produktet / Afsenderen

Þ    Hvad har været den kunstneriske ambition med at skrive klassisk musik?

-          Billy Joel nævner selv, at han følt, at han har arbejdet i en ”box”. Der har altså været en slags pres på ham og forventninger til ham i forhold til pop/rock-konventionerne.

-          Billy Joel udtrykker, at han altid har følt sig mest som en komponist.

Þ    Hvad har været den kunstneriske motivation?

-          Det synes at være en trend blandt pop/rock-musikere at lave klassisk musik. Måske er det forbundet med en formodning om, at der er mere prestige i at lave klassisk musik.

-          God smag. Er klassisk musik bedre smag end popmusik? Sammenholder man Bourdieus teori om, at god smag har sin rod i erfaringer fra familie og skole, med den kendsgerning, at Billy Joel voksede op i en kernefamilie med en far, der var klassisk musiker (og en bror, der nu er dirigent i Wien!), og at BJ selv fik klassisk klaverundervisning indtil sit 15. år, så kan man forsøgsvis antage, at klassisk musik hos én som Billy Joel, et eller andet sted har en højere æstetisk status – selv på trods af hans egen pop/rock-karriere.

Þ    Hvad indeholder produktet?

-          Det er utvetydigt musik, der lægger sig meget tæt op ad det 19. århundredes klavermusik.

-          Dette finder enten sin grund i, at Billy Joel simpelthen bare gerne vil lave sådan noget musik, eller  i, at han stadig er ”studerende” indenfor den klassiske musik, hvorfor han endnu ikke har tilegnet sig det 20. århundredes harmonik og melodik.

-          At Richard Joo spiller musikken på albummet er en af de væsentligste forskelle mellem ”Fantasies & Delusions” og Billy Joels øvrige produktion, og det er i høj grad med til at sætte Billy Joels autenticitet som kunstner på spil, fx overfor hans fans. For uanset om han altid har følt sig mest som komponist, så er det primært som sanger, pianist og formidler af sine tekster, at han har fået sin stjerne-status. Det siger selvfølgelig også noget om Billy Joels begrænsede evner som (klassisk) pianist.

-          Det er svært at danne sig et billede af, hvor meget Billy Joel reelt har lavet af musikken, når der i noderne står ”Arranged by Richard Joo” ved næsten hvert stykke. Man får dog et billede af dette på ”2000 Years The Millenium Concert”, hvor Billy Joel selv spiller et meget kort uddrag af repertoiret. Det ligger forholdsvis tæt op ad den endelige udgave på noder, men er klart mere ”kluntet” end Richard Joos udgave.

Þ    ”Fan preparation”

-          Billy Joel har op igennem 90’erne forsøgt at inddrage den klassiske musik, som en naturlig og altid tilstedeværende del af hans musikalske univers.

-          Dette er sket igennem interviews, foredrag og til koncerter (som fx ”2000 Years The Millenium Concert”), hvor han på forskellig vis har inddraget sin klassiske musik.

Þ    Hvordan præsenteres produktet?

-          Albummet er næsten mere klassisk end et normalt klassisk album med den præcise gengivelse af Schirmers layout og med brugen af opusnumre.

-          Man har gjort alt for at albummet skal ”ose” af autenticitet, ikke bare igennem coveret, men også med den kendsgerning, at man har optaget musikken i Wien – winerklassikkens og til en vis grad romantikkens højborg – i Wien Koncerthaus, Mozartssaal, og så oven i købet på et Steinway Model D! Dertil kommer, at man har valgt en af Sony Classicals succes-producere i Steven Epstein.

-          Columbia har indgået et samarbejde med søster-selskabet Sony Classical på denne udgivelse. Der kan selvfølgelig være flere grunde til dette, men en af de væstentligste er nok, at det har været den nemmeste måde at få formidlet udgivelsen til den klassiske musik verden. Samarbejdet med Sony Classical kan fx have været årsagen til, at ”Fantasies & Delusions” blev anmeldt i ”Gramophone”.

-          Pressemeddelelsen lægger ikke skjul på, at den musikalske inspiration kommer fra komponister som Chopin Schubert og Schumann, og den lægger desuden vægt på, at albummet blot er et led i en naturlig udvikling i Billy Joels musikalske karriere.

-          Alligevel, og for at slå fast, at det er en gigant, vi har med at gøre, bruges der meget plads til at gøre opmærksom på, hvor meget Billy Joel har opnået i sin karriere som pop/rock-stjerne.

 

·         Reception

Þ    Anmeldelser

-          Størstedelen af de ”seriøse” anmeldelser forholder sig neutralt eller næsten positivt til ”Fantasies & Delusions”.

-          Der er en generel anerkendelse af Billy Joels melodiske evner – men samtidig også generel enighed om, at musikken ligger alt for tæt på sine inspirationskilder.

-          Nogle anmeldere finder fraser taget direkte fra Chopin, og én anmelder påpeger, at ”Invention in C-minor” ikke indeholder et gennemført kontrapunkt.

-          Nogle ganske få anmeldere er udelukkende kritiske overfor produktet og underkender det som ren efterligning, hvor en enkelt af de mere positive anmeldere bruger det lidt mildere udtryk pastiche.

Þ    Billy Joel som kunstner, ”klassisk dannet”.

-          Anmelderen Greg Sandow beskæftiger sig en del med dette emne. Hans konklusion er, at Billy Joel stadig er i en lærefase i forhold til den klassiske musikverden, men at han har en vis kompositionsmæssig ballast fra pop-musikken og i det hele taget et så intimt kendskab til, hvad musik drejer sig om, at han absolut har mulighed for at udvikle sin egen personlige ”stemme” / lyd i den klassiske musik.

-          Dette med lærefasen er i tråd med andre anmeldere, som påpeger, at Billy Joels musik lyder som ”Any number of first-year Juillard composition students”. (Peter Dobrin)

Þ    Fan-reception

-          Af de fans jeg, via Internettet, har fået til at udfylde et spørgeskema synes langt de fleste, at det er interessant, at Billy Joel komponerer klassisk, og de kan godt lide musikken. Der er dog også en forholdsvis stor gruppe, der ikke synes musikken er noget specielt, og at Billy Joel hellere skulle vende tilbage til det, han plejede.

-          Clash mellem kultur-konventioner. Folk, som ikke køber klassisk musik, men altid køber Billy Joels musik, bliver pludselig præsenteret for en helt anden verden.

-          Her kunne en inddragelse af Howard Beckers begreb ”art worlds som de er præsenteret hos Peter J. Martin i ”Sounds & Society” være på sin plads.

Þ    Katalogisering

-          På trods af, at ”Fantasies & Delusions” så eksplicit er romantisk klaver-musik katalogiseres den under pop/rock, primært fordi Billy Joel i forvejen har sen væsentlig produktion dér.

 

·         Perspektivering

Þ    Er dette en del af et større projekt for Billy Joel? (Det er der noget, der tyder på!).

-          Er han ved at ændre sin kunstneriske ambition, eller er han bare, som Greg Sandow skriver: ”...just a guy who loves older classical music, and decided he’d write some.

-          Alene det, at han (bortset fra pop/rock-koncerter) udelukkende har beskæftiget sig med klassisk musik siden 1993 tyder på,  at projektet er noget han tager alvorligt og ønsker at arbejde videre med.

Þ    Musikalsk pastiche – Billy Joels varemærke?

-          Når man lytter sig igennem Billy Joels pop/rock-produktioner, så finder man en mængde små, klassiske elementer fx i form af små klaverforspil eller lignende inddragelse af klassiske elementer.

-          Albummet ”An Innocent Man” som helhed er en ”pastiche” (og en hyldest) over 60’ernes doo-wop-popmusik, ligesom albummet ”The Nylon Curtain” er det i forhold til The Beatles og i særdeleshed John Lennon. Med F&D er det altså ikke første gang, at Billy Joel bevidst har forsøgt at ramme en bestemt, allerede kendt, stil / sound.

Þ    Hvorfor får Billy Joel lov til at udgive klassisk musik, når mange andre ikke får lov til det, og når han stadig er forholdsvis udannet?

-          En kunstner, der har solgt så mange plader som Billy Joel, har mange muligheder, og har en helt unik status hos sit pladeselskab. Således siger Don Ienner (”President” i Columbia Records): ”He’s Billy Joel, he can do whatever he wants”.[39]

-          Selv med en klassisk plade vil Billy Joel sælge forholdsvis mange plader (uden selvfølgelig at nå op i nærheden af en pop/rock-plades salgstal), fordi han har så mange fans, der nærmest per automatik køber hans plader. Således har 88% af deltagerne i min undersøgelse da også anskaffet sig ”Fantasies & Delusions”, og albummet har i lang tid ligget i toppen af ”Billboard’s Classical Music Chart”.

Þ    Hvordan slipper han af sted med, overfor sine fans, at spille klassisk musik til koncerter?

-          Dette siger igen noget om Billy Joels status hos sine fans. Når man går til Billy Joel-koncert tror jeg det i høj fra drejer sig om at se legenden udfolde sig (og måske synge lidt med på de sange, man har derhjemme i pladesamlingen) men ellers kan han gøre, hvad han vil! Tænk derimod på, hvad der ville ske, hvis en up-coming kunstner pludselig begyndte at spille noget klassisk musik midt i en koncert!


Litteraturliste

 

Artikler o. lign.

 

·         Forfatter ikke angivet:               ”Billy Joel Quietly Confesses Greatest Hits, Vol. III May be the

Last Pop Album for Him”.

Fundet på internetadressen:

http://www.turnstiles.org/articles/confess.html

Denne artikel, som jeg har fundet på turnstiles.org har ikke angivet nogen forfatter og heller ikke noget oprindelsessted, men den virker troværdig nok, især fordi den baserer sig på et interview med Billy Joel.

 

·         Forfatter ikke angivet:               ”Billy Joel Quietly Confesses Greatest Hits, Vol. III May be the

Last Pop Album for Him”

Fundet på internetadressen:

http://www.turnstiles.org/articles/confess.html

Artikel om Billy Joels stilistiske skift. Ingen forfatter og oprindelsessted angivet.

 

·         DeMain, Bill:                             ”Billy Joel: Scenes From A Musical Life” in The Performing

Songwriter, January/February 1996

Fundet på internetadressen:

http://www.turnstiles.org/articles/PerfSon1-96.html

Denne artikel, som er et interview, der omhandler Billy Joel som sangskriver, bl.a. med fokus på hans overgang fra popmusik til klassisk.

 

·         Druckenbrod, Andrew:              ”’Piano Man’ Composes for Solo Piano As New CD Goes

Beyond Pop”

Fundet på internetadressen:

http://www.billyjoelmusic.com/News/2001/October/ Archive.shtml

Denne artikel, som er bygget op i en ’questions and answers’-form, behandlende Billy Joels klassiske musik, har jeg fundet på web-stedet www.billyjoelmusic.com. Jeg har ikke beskæftiget mig noget videre med den, blot brugt den som reference.

 

·         Johnson, Randal:                       ”Pierre Bourdieu on Art, Literature and Culture” in Pierre

Bourdieu: The Field of Cultural Production, Polity Press 1993

En indføring i Bourdieus teorier om kulturel produktion. Jeg regner med at arbejde videre med denne tekst for at kunne indrage noget Bourdieu i forbindelse med den mundtlige eksamen.

 

·         Martin, Peter J.:                          ”Music as social action”, kapitel in Sounds and society – Themes

in the sociology of music, pp. 167-197, Manchester 1995

En tekst, som jeg vil arbejde videre med for at kunne inddrage Howards Beckers ”art worlds”. Billy Joel har fx i sin karriere arbejdet inden for en bestemt ”art world” som er bestemt af en mængde konventioner. Når Billy Joel komponerer klassisk musik og lancerer et klassisk album, så bryder ham med konventionerne og forsøger at placere sig i en anden ”art world”.

 

·         Skovmand, Michael:                  ”Bourdieu og Medie/kulturforskningen” in NN (red.):

MedieKultur, nr.7, 1988

En anden indføring i Bourdieus teorier udfra hans værk La Distinction. Jeg regner med at arbejde videre med denne tekst for at kunne indrage noget Bourdieu i den mundtlige eksamen.

 

·         zambellj@bc.edu:                      ”10/4/97 Lecture at Lenox, Massachusettes”

Fundet på internetadressen:

http://www.turnstiles.org/articles/Tanglewood.html

Dette er en ”øjenvidnebeskrivelse” fra et Billy Joel-foredrag. Beskrivelsen er interessant, fordi den beskriver, hvordan Billy Joel i foredraget lader en anden pianist spille noget af hans klassiske musik.

 

Anmeldelser

 

·         Dobrin, Peter:                             ”Billy Joel tries classical with new CD” in The Philadelphia

Inquirer, 3/10-2001

Denne anmeldelse så jeg kort omtalt i en artikel på internettet (www.thehoya.com/guide/110901/guide2.cfm), hvorefter jeg fandt og købte den på på The Philadelphia Inquirers hjemmeside, http://www.philly.com/mld/inquirer. I forhold til de mange små-anmeldelser man kan finde på internettet (primært på sites, som også sælger den samme CD), er den forholdsvis objektiv i sin karakter.

Artiklen har været anvendelig i analysen af receptionen af ”Fantasies & Delusions”.

 

·         Edwards, Adrian:                      ”Joel”, in Jolly, James (red.): Gramophone  , Vol. 79, nr. 949,

Januar 2002, Middlesex, p. 80

Denne anmeldelse fandt jeg mere eller mindre tilfældigt ved at bladre i Gramophone på Statsbiblioteket. Ligesom Dobrin og Sandow er Edwards positiv uden at være fuldstændig ukritisk. Således er han den eneste, der eksplicit bruger udtrykket pastiche om musikken på ”Fantasies & Delusions”.

Som skrevet andetsteds, så er det meget interessant, når et blad, som Gramophone anmelder ”Fantasies & Delusions”, fordi de ikke normalt anmelder Billy Joel albums, sådan som fx aviserne højst sandsynligvis gør det. Dette er på sin vis med til at blåstemple albummet som et ”klassisk album”.

Artiklen har været anvendelig i analysen af receptionen af ”Fantasies & Delusions”.

 

·         Edwards, Adrian:                      ”McCartney” in Jolly, James (red.): Gramophone, Januar 2000

Dette er en anmeldelse af Paul McCartneys tredje klassiske album, ”Working Classical”. Jeg har fundet den på www.gramophone.co.uk ved at søge efter artikler, som Adrian Edwards har skrevet. Jeg søgte efter den fordi Edwards i sin Billy Joel-anmeldelse nævner Paul McCartneys klassiske udgivelser, hvorfor jeg fandt det interessant at kigge på, hvad Edwards syntes om en anden pop-kunstners forsøg udi det klassiske.

Jeg har brugt artiklen i analysen af Adrian Edwards ”Joel”.

 

·         Gann, Kyle:                                ”He’s Always a Pop Star to Me”, 9. – 15. januar, 2002.

Fundet på Internetadressen: http://villagevoice.com/issues/0202/gann.php

Den absolut mest (eneste) kritiske af de 5 amerikanske anmeldelser. Jeg fandt den ved en generel søgning på Internettet efter anmeldelser af F&D.

Artiklen har været anvendelig i analysen af receptionen af ”Fantasies & Delusions”.

 

·         Lewkovitch, Bernhard:              ”For kræsne og mindre kræsne” in Kristeligt Dagblad, 29/10-

2002, p. 6

Den eneste danske anmeldelse af F&D. Den er meget kort, men som anført i rapporten er den interessant, fordi Lewkovitch åbenbart ikke ved, hvem Billy Joel er.

”Artiklen” har været anvendelig i analysen af receptionen af ”Fantasies & Delusions”.

 

·         Medrek, T.J.:                              ”Piano Man’s deft compositions prove ’Fantasies’ are reality”

Boston Herald, 28/9-2001

Ligesom Peter Dobrin-anmeldelsen så jeg denne anmeldelse omtalt i artiklen www.thehoya.com/guide/110901/guide2.cfm. Herefter fandt jeg og købte den på www.bostonherald.com. Anmeldelsen er positiv ligesom de mange små-anmeldelser på sites, som sælger CD’er, men antager umiddelbart en mere troværdig status, eftersom den er trykt i en avis. Dog miskrediterer det Medrek noget, når han skriver, at ”Invention in C-minor” fra ”Fantasies & Delusions” er ”written with precise counterpoint”, når fx Greg Sandow i sin anmeldelse skriver, at det modsatte er tilfældet, ligesom Billy Joel selv udtaler det samme. Til gengæld har Medrek helt ret, når han spotter en slående lighed mellem Chopins e-mol-præludium og den første sats af ”Suite for Piano”

Artiklen har været anvendelig i analysen af receptionen af ”Fantasies & Delusions”.

 

·         Sandow, Greg:                           ”A Piano Man Turns from Pop to Classical” in Wall Street

Journal, 3/11-2001

Greg Sandows artikel fandt jeg ved at lave en generel søgning på Billy Joel og ”Fantasies & Delusions” på søgemaskinen www.google.com. Dette ledte mig til Greg Sandows egen hjemmeside www.gregsandow.com, hvor han har lagt sin artikel, som altså også har været trykt i Wall Street Journal, ud. Artiklen er ikke en udelukkende anmeldelse, men også et interview og nogle generelle betragtninger. På denne måde bevæger Greg Sandow sig altså lidt tættere på begivenhederne ved at udspørge Billy Joel direkte omkring ting vedrørende hans forhold til klassisk komposition.

Artiklen har været meget anvendelig i analysen af receptionen af ”Fantasies & Delusions” – og til at sætte tanker og spørgsmål i gang.

 

Andet

 

·         Forfatter ikke angivet:               ”Sony Classical/Columbia Records releases Billy Joel Opus 1-

10 Fantasies & Delusions Music For Solo Piano, 30/8-2001

Fundet på internetadressen:

http://columbiarecords.com/news/pressreleases/08302001.html

Den officielle og fælles pressemeddelelse fra Columbia Records og Sony Classical. Den præsenterer selvfølgelig ”Fantasies & Delusions” positivt, og ellers bruges der meget plads på at fortælle generelt om Billy Joels karriere-udvikling.

 

·         Sony Classical Katalog 1995/96

Dette katalog har jeg primært brugt til at kunne referere til andre forskellige og lignende udgivelser hos Sony Classical. Derfor har det i princippet været ligegyldigt, at kataloget er gammelt. Desuden har det ikke været muligt at anskaffe et Sony Classical Katalog med ”Fantasies & Delusions” i, da der ifølge Stereo Studio, Ryesgade, Århus C ikke er kommet et nyt siden 2000/2001 udgaven.

 

Nodemateriale

 

·         Billy Joel  Complete Volume 1, Hal Leonard, Milwaukee, Årstal ej oplyst.

Denne nodebog har jeg selv stående på hylden, og jeg har udelukkende brugt den til at undersøge, hvilket forlag Billy Joel bruger.

 

·         Billy Joel Fantasies & Delusions – Music For Solo Piano, Hal Leonard, Milwaukee, 2001

Nodebogen til ”Fantasies & Delusions”. I den står det meget mere eksplicit end på coveret, at Richard Joo har arrangeret de enkelte stykker.

 

Internetsteder:

 

·         http://www.schirmer.com

Hjemmesiden for forlaget, som nu ejes af Hal Leonard (Billy Joels nodeforlag). Siden har jeg brugt for at orientere mig om, hvilke komponisters værker Schirmer udgiver.

 

·         http://www.turnstiles.org

Denne hjemmeside er (så vidt jeg er orienteret) en af de ældste, omfattende, Billy Joel Fan-sider. Den har et ret stort arkiv med en masse artikler. Desværre virker det som ejeren ikke har brugt så meget tid på siden siden engang i 2001, hvorfor der ikke er materiale fra tiden efter udgivelsen af ”Fantasies & Delusions”.

 

 

 

·         http://www.billyjoelmusic.com

Denne side er den mest opdaterede Billy Joel fan-side – desværre er den så også meget kommerciel med en masse reklamer om salg af forskellige Billy Joel-relaterede ting. Der er dog et stort nyheds- og artikelarkiv.

 

·         http://www.joelfan.com

Dette er stedet man skal gå hen, hvis man vil i kontakt med Billy Joel fans. Af en eller anden grund er det denne sides debat-forum, der er den absolut allermest brugte af alle de forum-muligheder, der findes på de forskellige fan-sider. Det var derfor også primært fra dette forum, at jeg fik folk ”lokket” ind på min hjemmeside med spørgeskemaet.

Diskografi

 

·         Chopin, Fredéric:                       24 Préludes op. 28

Préæude: Nr. 25 op.45; Nr. 26 op. posth.

Piano: Martha Argerich (Deutsche Grammophon, 1977)

Denne plade har jeg brugt til at efterprøve Medreks påstand om, at 1. sats af ”Suite For Piano” minder om Chopins præludium i e-mol.

 

Her er kun anført de Billy Joel-albums, som jeg direkte refererer til i løbet af rapporten.

 

·         Joel, Billy:                                  Cold Spring Harbor (Family Production, 1971; CBS, 1973)

Indeholder bl.a. ”Nocturne” – et instrumentalt nummer for klaver.

 

·         Joel, Billy:                                  Piano Man (CBS, 1973)

Indeholder ”The Ballad of Billy the Kid”, som har Aaron Copland lignende træk.

 

·         Joel, Billy:                                  Streetlife Serenade (CBS, 1974)

 

·         Joel, Billy:                                  The Stranger (CBS, 1977)

Dette album og nummeret ”Just the Way You Are” var i høj grad medvirkende til Billy Joels kommercielle gennembrud.

 

·         Joel, Billy:                                  The Nylon Curtain (CBS, 1982)

Plade fra 1982 med meget klare referencer til The Beatles’ psykedeliske univers.

 

·         Joel, Billy:                                  An Innocent Man (CBS, 1983)

Pladen, hvor Billy Joel hylder og efterligner 50-60’ernes doo-wop-pop-musik.

 

·         Joel, Billy:                                  Storm Front (Columbia, 1989)

Denne plade nævner jeg pga. nummeret ”And So It Goes”, som ”Dublinesque” på F&D i høj grad minder om.

 

·         Joel, Billy:                                  River of Dreams (Columbia, 1993)

Billy Joels sidste studie-album med pop/rock-musik, med den ”profetiske” sidste sang ”Famous Last Words”.

 

·         Joel, Billy:                                  2000 Years, The Millennium Concert (Columbia, 2000)

Koncert optaget i timerne før og efter årtusindeskiftet. Er specielt interessant pga. den første disc, hvor Billy Joel snakker om og spiller klassisk musik.

 

·         Joel, Billy / Joo, Richard:           Fantasies & Delusions (Columbia Records/ Sony Classical

2001)

 

1.            Opus 3.                Reverie (Villa D’Este)

2.            Opus 2.                Waltz # 1 (Nunley’s Carousel)

3.            Opus 7.                Aria (Grand Canal)

4.            Opus 6.                Invention in C Minor

5.            Opus 1.                Soliloquy (On A Separation)

6.            Opus 8.                Suite For Piano (Star-Crossed)

I.                        Innamorato

7.                          II.          Sorbetto

8.                          III.         Delusion

9.            Opus 5.                Waltz # 2 (Steinway Hall)

10.          Opus 9.                Waltz # 3 (For Lola)

11.          Opus 4.                Fantasy (Film Noir)

12.          Opus 10.              Air (Dublinesque)

 

Produktet/albummet, som er genstand for analyse i forbindelse med denne rapport / eksamen!

 


Bilag



[1] Iflg. pressemeddelelsen i forbindelse med udgivelsen af ”Fantasies & Delusions”.

[2] Fx en klassisk violin akkompagneret af et samplet funk-beat og en country-banjo. (For nu at komme med et ekstremt (konstrueret) eksempel!!)

[3] Se Bilag 1

[4] Edwards, Adrian: Joel

[5] Iflg. http://www.schirmer.com

[6] Hal Leonard har, iflg. Billy Joel i artiklen ”’Piano Man’ Composes for Solo Piano As New CD Goes Beyond Pop”, købt Schirmer. Hal Leonard har også udgivet Billy Joels pop/rock-produktioner, fx. Billy Joel Complete Volume 1

[7] Fx jf. Sony Classical Katalog 1995/96

[8] Jf. Sony Classical Katalog 1995/96

[9] Copland: Billy the Kid Ballet Suite; Billy Joel: The Ballad of Billy the Kid, på albummet ”Piano Man”, 1975

[10] På baggrund af kataloget Sony Classical 1995/96

[11] Det forholder sig tilsyneladende anderledes ved ”ældre” klassisk musik, især hvis den udøvende kunstner har ”et navn” / er kendt. Sådan forholder det sig fx med Bo Skovhus’ indspilning af Schuberts ”Die schöne Müllerin”,  Sony Classical 1997 (Se bilag 3), og med talrige Glenn Gould indspilninger. Her er det helt klart musikeren / sangeren, der fremhæves frem for kompnisten.

[12] Det er for øvrigt påfaldende, at F&D ikke er taget med i Steven Epsteins diskografi på www.sonyclassical.com.

[13] Dertil har det også spillet ind, at Billy Joels bror og far bor i Wien (Jf. pressemeddelelsen i forb. m. F&D)

[14] Druckenbrod: ’Piano Man’ Composes for Solo Piano As New CD Goes Beyond Pop

[15] Både Greg Sandow og Billy Joel selv forholder sig dog kritisk til, at dette stykke skulle være et fuldbyrdet, kontrapunktisk stykke barokmusik.

[16] Jf. Demain: Billy Joel: Scenes From A Musical Life

[17] Druckenbrod: Op. cit.

[18] zambellk@bc.edu: 10/4/97 Lecture at Lenox, Massachusettes

[19] Det er uklart, om der tale om en live-opførelse, eller om musikken spilles fra en CD. Eftersom opførelsen omfatter et stort kor og symfoniorkester er det sidste trods alt nok mest sandsynligt!

[20] Jf. min undersøgelse blandt fans.

[21] Edwards, Adrian: Joel

[22] Dobrin: Billy Joel tries classical with new CD

[23] Eller måske endda ”kulturel kapital” (Bourdieu)

[24] Den pressemeddelelse, jeg har, indeholder ikke denne sammenligning, så det må stå for Dobrins egen regning!

[25] Medrek: Piano Man’s deft compositions prove ’Fantasies’ are reality

[26] Greg Sandow: A Piano Man Turns from Pop to Classical

[27] At dømme ud fra Fantasies & Delusions må han trods alt have et ret grundigt kendskab til det 19. århundredes klassiske (klaver-) musik.

[28] Siden det sidste pop-album, River of Dreams, fra 1993.

[29] Lang karriere, stort pladesalg etc.

[30] Men dog bl.a. opsamling og live: 1997, Greatest Hits Volume III; 2000, 2000 Years The Millenium Concert

[31] Gann: He’s Always a Pop Star to Me

[32] Fra albummet ”The Stranger”, 1977

[33] Lewkovitch, Bernhard: For kræsne og mindre kræsne

[34] Hvor man ved en pop/rock-udgivelse kunne have forventet et noget større udbud.

[35] De har den indtil videre kun i en såkaldt ”Oplevelsesboks”, som er en æske med forskellige biblioteksmaterialer, som er samlet under et fælles tema, i dette tilfælde (ifølge bibliotekar, Klaus Larsen) er temaet simpelthen ”Billy Joel” og sammen med F&D er i boksen ”The ultimate collection”, som er en samling af BJs hits.

[36] Jf. min undersøgelse blandt Billy Joel fans.

[37] Se bilag 4

[38] Her kan jeg inddrage Howard Beckers ”art worlds” – konventionerne for én art world brydes.

[39] Forfatter ikke angivet: Billy Joel Quietly Confesses Greatest Hits, Vol. III May be the Last Pop Album for Him